Historie
Carlshøj grundejerforening er beliggende i Odsherred. Odsherred er landskabet mellem Sejerø Bugt, Kattegat og Isefjorden. Jorden er blevet dyrket gennem mange århundrede og menneskene har ernæret sig ved landbrug og håndværk.
De nærmeste større ældre byer er Nykøbing Sjælland og Højby, som begge er fra 1200 tallet, som kirkerne blandt andet vidner om. Odsherred var længe kun forbundet med det øvrige Sjælland via den smalle tange ved Dragsholm, og langt op i 1800-tallet var egnen isoleret og tilbagestående.
Med udtørringen af Siddinge Fjord og Lammefjorden (1874) fik landbruget og hele egnen nye muligheder, og jernbanen Holbæk-Nykøbing Sjælland (åbnet 1899) ændrede transportforholdene helt.
Sommerhusbebyggelse
Egentlig sommerhusbebyggelse sker i hele landet fra 1950-erne. Her i Odsherred sker der en udstykning og bebyggelse med feriekolonier og sommerhuse langs alle kyststrækningerne både her ved Sejerøbugten og på Odden og ved Nykøbing Nordstrand og Rørvig, således at området i dag er det største sommerhusområde i landet med ca. 25.000 sommerhuse.
Der var skov på store områder. På Golfvej var der skov set fra stranden helt til nr. 37, herfra var der marker op til Skovåsen. På grundene på Golfvej kan endnu ses nogle af de gamle nåletræer. En af de første veje der blev anlagt var Matolievej og Kristinevej. Her lå en jagthytte (Golfvej 49). Denne blev købt af Larsen i halvtredserne sammen med tilhørende jagtret. Adgang var fra Matolievej. Den første udstykning skete her idet arealet blev udstykket i 4 grunde som gik i arv til Larsens 4 børn. I 1960/61 blev Golfvej anlagt og de resterende grunde blev udstykket.
Grundejerforeningens start
I 1960/61 bliver matr. nr. 6g, Gudmindrup af Højby Sogn udstykket til 49 sommerhusgrunde ved grundsælgerens advokat B Richter, Nykøbing Sjælland. Der er i forbindelse med udstykningen anlagt en grusvej, Golfvej fra Skovåsen til Matolievej. I sælgers slutsedler står der, at køberne af grundene er forpligtet til at være medlem af en kommende grundejerforening. Derfor samles de første købere af grundene i 1962 for at stifte denne grundejerforening. Det første notat i de gamle arkiver er her gengivet ordret og med store bogstaver på navneord, som man brugte dengang:
”På Foranledning af en Kreds af Grundejere på ”Carlshøj” Udstykningen, Matr. nr. 6g af Gudmindrup, Højby Sogn afholdtes i Efteråret 1962 et Møde med god Tilslutning i Danske Forsvarsbroderselskabs Lokaler, Gothersgade 137, Kbhvn.
Mødets Formål var at stifte en Grundejerforening af Grundejere under ovennævnte Matr. 6 g. På Mødet drøftede man de Muligheder, der forelå for at få varetaget Interesserne gennem en af de eksisterende Grundejerforeninger, specielt m. H. t. Vejenes vedligeholdelse og enedes om, at man var henvist til eget initiativ i de fleste Retninger. Der blev derfor opnået Enighed om, at man var henvist til at starte en sådan grundejerforening, men fandt det hensigtsmæssigt, da der bl. a. ikke forelaa Lovudkast, at vælge en midlertidig bestyrelse, som skulle udarbejde Lovudkast, udsende disse til Medlemmernes godkendelse og senere indkalde til en stiftende Generalforsamling. Det konstateredes at man kunne regne med 100 % tilslutning til Foreningen, idet der i Sælgers Slutsedler fandtes en Bestemmelse om, at Køber forpligter sig til Medlemskab af en kommende Grundejerforening for Omraadet, og de på Mødet tilstedeværende, var enige om, at man skulle identificere sig med denne.
Telefonboks på Golfvejen
I vores historie om vor forening må der også være et afsnit om telefonboksen på vejen, som kun de grundejere, der har haft sommerhus i mere end 20 år, kan huske.
I 1971 udtrykker flere medlemmer ønsket om en telefonboks på vejen. Sekretæren Else Sørensen indhenter tilbud på oprettelse af en telefon og telefonboks fra KTAS. Boksen koster 256 kr. og mønttelefonen 1150 kr.
Ved generalforsamlingen den 23. maj 1971 i Højby-Hallen (Højby Hotel under ombygning), bliver forslaget om en telefonboks vedtaget af 13 grundejere, 1 stemte imod. På bestyrelsesmødet den 12. maj 1973 berettes der, at telefon og boks er etableret, og den samlede udgift udgør 3.170,20 kr. De grundejere, der mødte til generalforsamlingen, får en nøgle til boksen.
Jubilæumsskrift for grundejerforeningen Carlshøj 25. Marts 2013
Informationsfolder og praktiske oplysninger
Bestyrelsen har udarbejdet nedenstående lille informationsfolder, der deles ud til nye medlemmer.